Microsoft word - cairo_4_pdf.doc

Katarina Tomasevski frygter nedprioritering af individets rettigheder Boykotter Kairo

af Pernil e Tranberg
Katarina Tomasevski er så bekymret for, hvordan FN-konferencen om befolkning og udvikling vil spænde af, at hun har truffet den personlige beslutning at boykotte mødet i Kairo. Hun mener, at individets rettigheder ikke vil få nok opmærksomhed, simpelt hen fordi menneskerettighedernes placering i befolkningsdebatten generelt nedprioriteres. - Det er et spørgsmål om min professionelle integritet. Jeg kan ikke tilslutte mig en konference, hvor jeg er ret sikker på, at man kun vil diskutere menneskerettigheder på et abstrakt og retorisk niveau, siger den engagerede seniorforsker på Det Danske Center for Menneskerettigheder i København. - Danmark og resten af Vesten insisterer på retten til seksuel og reproduktiv sundhed, der giver individer mulighed for at regulere deres frugtbarhed med størst mulig viden om konsekvenserne og med adgang til metoder for at gennemføre dem, anfører Katarina Tomasevski. - Men den ret ved man, at katolske og islamiske lande aldrig vil respektere. Hvorfor insisterer man f.eks. ikke på den helt grundlæggende, konkrete ret som forhindrer tvangssterilisation? spørger hun. Hun anskueliggør sin kritik i debatbogen "Human Rights in Population Policies", udgivet i foråret af SIDA, den svenske pendant til Danida. Her skyder hun med skarpt mod regeringer i både Nord og Syd. - Befolkningsprogrammer skal være i overensstemmelse med internationale menneske-retsstandarder for at beskytte individet mod overdreven indblanding fra staten. Det er de slet ikke i dag. - Flere steder fører man en befolkningskontrol, der legaliserer krænkelser af menneskeret-tigheder. Det gælder f.eks. retten til liv, lige rettigheder for kvinder, retten til at stifte familie, medicinske forsøg uden frivil ig accept, tvangssterilisation og manglende adgang til familie-planlægning, siger Katarina Tomasevski. Hvad bekymrer dig mest ved konferencen? - For det første er der ingen sammenhæng mellem de vestlige regeringer, som i deres forberedende dokumenter forpligter sig til menneskerettighederne, og de asiatiske regerin-ger, som end ikke nævner dem. De taler i stedet om "ansvar overfor samfundet", og på den måde kan de frasige sig pligten til at overholde de basale menneskerettigheder. - Jeg frygter, vi får et Kairo-dokument med et selvmodsigende sprog, der både bekræfter og afkræfter menneskerettighederne, så enhver regering kan tolke det, som den vil. - For det andet tror jeg ikke, at der bliver tilført flere ressourcer til familieplanlægning. Det betyder, at befolkningskontrollen og krænkelserne vil fortsætte - f.eks. massesterilisa-tioner, som er den nemmeste og bil igste udvej. Det internationale samfund accepterer alle nye former for sterilisation, fordi man betragter sterilisation som den magiske kur med det, alle frygter; eksplosiv befolkningstilvækst og massive flygtningestrømme til Nord. - Nye sterilisationsmetoder er ikke officielt på dagsordenen i Kairo, emnet præsenteres som "medicinsk research" - ikke som en menneskeret. Hvilke menneskeretskrænkelser ser du den største fare i? - Masse-tvangssterilisationer, tvangsaborter, al tvang og fornægtelse af menneskets ret til personlig integritet. - Med den moderne teknologi er det eksempelvis blevet nemmere og bil igere at sterilisere. Før i tiden kunne det kun gøres kirurgisk, i dag kan man gøre det - uden kvinden behøver at vide det - ved at give hende en pil e eller indsprøjtning. Det åbner op for uhyggelige perspektiver, for når det er så praktisk at sterilisere, er det lige så nemt at misbruge det. - Desuden er der hele debatten om eksperimenter på kvinder i u-lande. Mange bliver brugt som forsøgsdyr med usikre præventionsmidler, som aldrig vil e blive til adt i Vesten - f.eks. Norplant, et hormon, der implanteres i kvindens arm. - Indonesien lovprises for sit befolkningsprogram, fordi kvinder føder færre børn. Det pynter på tallene i statistikkerne. Men 1/2 mil ion indonesiske kvinder, som ikke fik taget Norplant ud efter 5 år, har problemer i dag. Man kender ikke prisen på succesen, for der har ikke været medicinsk opfølgning. - Endelig frygter jeg den tendens, som vi ser i Kina: At befolkningskontrol legaliseres i forfatningen, og at man tager endnu et drastisk skridt og udarbejder en racehygiejnisk lov, der giver regeringen magt til at bestemme, hvem der skal steriliseres og ikke må få børn - f.eks. psykisk syge. Det kinesiske styre finder en restriktiv politik nødvendig for at sikre folket retten til social og økonomisk udvikling? - Kina respekterer kun statens rettigheder. Når der tales om retten til udvikling handler det ikke om individets ret, for Kina benægter eksistensen af den individuelle frihed. Du skriver, at nogle lande ikke fører befolkningspolitik, fordi det ikke er i overensstemmelse med respekten for individet. - Ja, det gælder eksempelvis Australien, Tyskland og Østrig. Disse lande mener, at individer og par frit skal kunne bestemme, hvor mange børn, de vil have. Derfor kan de ikke acceptere en politik, der på internationalt plan bestemmer en befolknings størrelse. Men Danmark understreger netop individets ret til selv at bestemme antallet og hyppigheden af børn? - Ja, og andre vestlige regeringer tilslutter sig også denne magiske formel. Men det gør de kun nationalt. De regeringer, som respekterer individets frihed på nationalt plan og er imod befolkningskontrol hos dem selv, tilslutter sig på samme tid internationale programmer, der ofte tvinger regeringer i udviklingslande til at bekæmpe befolkningsvæksten. Du har skrevet, at løsningen er forbedret status for kvinder … - Mange kvinder nægtes retten til at bestemme over sig selv juridisk. Især i asiatiske og afrikanske lande er de totalt afhængige af deres fædre og senere af deres ægtemænd. De skal have deres mands underskrift for at få familieplanlægning, og manden kan nedlægge veto mod familieplanlægning. - Denne mangel på kvindelig status hænger også sammen med præferencen for drenge-børn, især i Kina og Indien. Over 100 mil ioner piger ”mangler” i Asien i forhold til antallet af drenge. Vi ved, at pigefostre tvangsaborteres, og pigebørn efterlades eller forsømmes, fordi de er økonomiske byrder. Det er en rationel reaktion at foretrække drenge, når de er lig med økonomisk indtægt. - Derfor skal lovgivningen og praksis laves om. Kvinder skal kunne arve, medgifter ved ægteskaber bør afskaffes, de skal kunne beholde deres familienavn ved ægteskab, og kunne bestemme over sig selv, have adgang til uddannelse, arbejde osv. - Endelig bør ægteskabsalderen hæves. En lang række lande har minimumsalder for ægteskaber på 9, 12 eller 14 år. Dermed anerkender de, at pigebørn og teenagere gifter sig. Et af de eneste positive tiltag i Kina er, at man har sat en minimumsalder for ægteskab på 20 år. Hvordan bør regeringer tackle menneskeret i befolkningsprogrammer? - For det første skal man støtte en langsigtet bæredygtig familieplanlægning, hvor man forhindrer børneægteskaber og i det hele taget øger kvinders status. Vestlige regeringer bør tage afstand fra en befolkningspolitik baseret på tvang. - For det andet bør man arbejde for at ændre det image, befolkningsspørgsmålet har i dag. I menneskeretsdebatten er der bred enighed om, at f.eks. tortur er en klar krænkelse. Når det handler om befolkningspolitik, har piben en anden lyd. Man er ikke opmærksom på de tvangsmæssige aspekter, fordi der er så mange skræmmekampagner om massive flygtningestrømme. - Derfor er den generelle indstil ing, at vi skal gøre alt, der står i vores magt for at standse befolkningstilvæksten i u-landene. At vi for alt i verden skal stoppe deres formering. Info:

Sterilisation
Menneskerettighedsstandarder forbyder medicinsk behandling, medmindre en person er
informeret og frivil igt indvil iger i at lade sig sterilisere.
I Vesteuropa og Nordamerika er der love mod ufrivil ig sterilisation, fordi det krænker
retten til at reproducere. Men der sker massesterilisation i mange lande, skriver Katarina
Tomasevski i bogen "Human Rights in Population Policies". Hun fremhæver tal fra det
britiske tidsskrift The Economist, som skønner, at 70 procent af al prævention i Indien og
48 procent i Kina er sterilisation. Derfor er det tvivlsomt, at sterilisation altid sker uden
tvang. mener Tomasevski. Officielt bruges sterilisation som prævention i 38 lande.
Tomasevski kritiserer også, at sårbare og etniske grupper diskrimineres. Hun skriver,
at der er eksempler på masse-sterilisation af sigøjnere i Central- og Østeuropa, af den
oprindelige befolkning i Tibet, særligt fattige i Bangladesh og Indien og asylansøgere i
Hong Kong.
Adgang til familieplanlægning
I en række lande krænkes kvinders ret til juridisk at bestemme over sig selv. De nyder ikke
fulde rettigheder i samfundet, men betragtes som deres faders, ægtemands eller sønners
personlige ejendom. De han nægte hende retten til familieplanlægning. I nogle lande er
familieplanlægning stadig en kriminel handling. I 1982 skulle kvinder i Etiopien ikke
længere fremvise deres mænds underskrift for at få adgang til familieplanlægning;
henvendelserne til klinikkerne steg omgående med 26%, skriver Katarina Tomasevski.
I 1968 blev retten til familieplanlægning anerkendt for første gang på FNs Konference
om Menneskerettigheder i Teheran: "Det er en basal menneskeret for forældre frit og
ansvarligt at bestemme antallet og hyppigheden af deres børn og i den sammenhæng
har de en ret til at være uddannet og informeret".
Adgang til information
Frie og ansvarlige valg i familieplanlægningen nødvendiggør adgang til information.
Frihed til information er en særskilt garanteret universel menneskeret. Den respekteres
ikke, hvilket kan ses på det store antal af dødsfald under graviditet og fødsel. De kunne
være undgået ved information om og midler til at undgå graviditet, mener Katarina
Tomasevski.
Eksperimenter
Kvinder i den 3. verden udsættes for utestede og farlige præventionsmidler. Det krænker
retten til at drage fordel af videnskabelig udvikling, som er nedfældet i FNs konvention om
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Intet land anerkender dog den ret uden
forbehold. Et eksempel er brugen af det hormonale præventionsmiddel Norplant, som
er erklæret sikker og effektiv - vel at mærke med medicinsk rådgivning og opfølgning.
Det sker bare ikke altid, siger Tomasevski.
2 gange før
Menneskerettigheder har været på dagsordenen – om end beskedent - på de 2 tidligere
befolkningskonferencer. Her blev verden enig om: "Absolut respekt for menneskets funda-
mentale rettigheder, respekt for familiens værdighed, og forbud mod tvangsmetoder"
(Bukarest, 1974).
"Befolkningsprogrammer bør hverken være tvungne eller diskriminerende og i overens-
stemmelse med anerkendte menneskerettigheder såvel som skiftende individuelle og
kulturelle værdier" (Mexico, 1984).

Source: http://www.tomasevski.net/press/1994_AboutWords/Cairo.pdf